Jonas er nu kommet hjem til Danmark sammen med sin mor efter mere end fem års indespærring i de syriske fangelejre. Det har været en lang kamp at få ham hjem, og vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi har modtaget undervejs fra vores medlemmere, samarbejdspartnere og frivillige.
Vi har forsøgt at gøre alt hvad vi kunne i tiden op til Jonas' hjemkomst, for at sikrre, at det skulle blive en god og tryg oplevelse for ham, men desværre er det langt fra gået, som vi havde håbet. Siden ankomsten til Danmark har Jonas ikke fået mulighed for at møde sin familie, og Knud og Natascha fra RTC, som har besøgt ham flere gange i de syriske fangelejre, fik heller ikke lov til at være der under den svære adskillelse fra hans mor.
Før han kom til Danmark, måtte han også sige farvel til sin moster, som han har levet med hele sit liv. Hun fik ikke fået lov, at komme med, da Jonas og hans mor blev hentet i fangelejren. Det er hjerteskærende at forestille sig, hvordan det har været for ham og vores største håb er, at man vælger at hente mosteren til Danmark, så han ikke skal bekymre sig om hende.
Vi arbejder videre på at sikre, at Jonas får opfyldt sine rettigheder og får en god og tryg barndom her i Danmark med sin familie.
Vi vil også fortsætte vores arbejde for at sikre, at de 20.000 andre børn, der stadig er indespærret i de syriske fangelejre, bliver repatrieret, og for på sigt at få lukket fangelejrene helt.
Videoen er fra 2022. I dag er to af de fem børn, der ikke fik lov at komme hjem med deres mødre, blevet evakueret og en af mødrene har fået sit danske statsborgerskab tilbage.
Da regeringen valgte at evakuere 14 børn fra de syriske fangelejre med deres mødre i 2021, fik fem danske børn ikke lov at komme med, fordi deres mødre administrativt havde fået frataget deres danske statsborgerskab.
Det var kun, hvis mødrene sagde ja til at blive skilt fra deres børn, at de kunne komme med. Derfor valgte RTC at stævne regeringen på vegne af tre af børnene. Ifølge en lang række eksperter ville det være skadeligt for børnene at blive adskilt fra deres mødre og i strid med internationale konventioner.
I juni 2023 hjemtog den danske stat to af børnene med deres mor. Samme år fik en af de andre mødre sit danske statsborgerskab tilbage, men hun har ikke valgt at rejse til Danmark, da hun ikke ønsker at blive adskilt fra sine børn.
Torsdag d. 29. august gav Højesteret os medhold i, at 8-årige Jonas skulle hentes hjem fra Roj fangelejren sammen med sin mor. Det eneste danske barn, som Danmark ikke ville hente hjem med sin mor.
I dag er Jonas og hans mor kommet hjem til Danmark.
Der er stadig to danske børn tilbage i de syriske fangelejre, som vi vil fortsætte med at prøve at få hjem med deres mor.
Højesteret afgjorde i marts 2023, at det var ulovligt at tage statsborgerskabet fra moderen til to af de danske børn i Roj fangelejren.
Regeringen har efterfølgende tilbudt at evakuere familien. Indtil videre har moderen valgt at blive med sine børn i Syrien. Hun kan ikke overskue konsekvenserne ved adskillelsen fra sine to mindreårige børn, når hun bliver fængslet i Danmark.
I en af de andre sager afgjorde Højesteret i oktober 2022, at ministeriets afgørelse om at fratage en kvindes danske indfødsret mens hun har siddet fanget i Syrien, var gyldig.
I maj 2023 indgik regeringen et politisk kompromis,
der betød, at hun efterfølgende er kommet hjem til Danmark med sine to små børn efter knap fem år i fangenskab i Syrien.
Jonas' mor og mosters sag om statsborgerskab er anket til landsretten.
Siden oktober 2019 har det været muligt for den siddende udlændinge- og integrationsminister administrativt at fratage det danske statsborgerskab fra personer, ministeren skønner har handlet til skade for landets interesser.
En administrativ fratagelse betyder, at det foregår uden om domstolene, og at man får besked i sin e-Boks. Efter at loven trådte i kraft, har 12 personer fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt. Syv personer har klaget over afgørelserne.
(Kilde: UIM, ft.dk, DR Nyheder)
Jonas optræder ikke med sit rigtige navn af frygt for repressalier